Tourbusserne er et initiativ under Tuborgfondet Musikhjælp. Vi ønsker at bidrage til, en mere mangfoldig musikbranche blandt andet ved at flere forskellige unge talenter engagerer sig i musikken og får mulighed for at spille live.

Vi vil gerne styrke jeres lyst til, og mulighed for at komme ud i landet, og Tuborgfondet Musikhjælp skal gøre det lettere at investere i musikken i stedet for logistikken. Derfor støtter Tuborgfondet Musikhjælp kunstnere, som skal varme op for større navne, fordi mødet med det store publikum styrker nye kunstnere. Vi støtter turnéer for kunstnere, som har brug for hjælp til at tage det sidste skridt ud til et stort publikum. Vi støtter bands, som gerne vil turnere i udlandet for at understøtte eksporten af dansk musik. Og vi støtter enkelte bands eller projekter for at gøre det nemmere at nå et nyt publikum.

Tuborgfondet Musikhjælp – Tourbusserne er en målrettet støtte til de bands og solister, som er klar til at møde publikum live. Derfor kan I kun ansøge om hjælp til allerede bekræftede spillejobs, som findes i det enkelte spillesteds koncertkalender, eller som på anden måde kan bekræftes hos det enkelte spillested. Vi vil med andre ord gerne belønne de bands, som allerede har gjort et godt forarbejde med at booke spillejobs.

Foto: Niels Hougaard
Sangerinde Nana Jacobi lånte Tuborgfondets tourbusser i 2017.

Sådan ansøger I

I kan udfylde ansøgningsskemaet via linket på forsiden. I skal starte med at finde ud af, om I vil låne bussen i Aarhus eller en af de to busser i København. Derefter skal I svare på en række spørgsmål om jeres band. Første gang I søger, skal I oprette en profil. Hvis I vil søge om at låne en af tourbusserne flere gange, kan I bruge den samme profil. Det er desværre ikke altid, vi har mulighed for at imødekomme en ansøgning om at låne en tourbus, men vi gør, hvad vi kan for at få flest mulige bands ud at spille live.

Forventninger til jer

Vi forventer, at I passer ordentligt på busserne, når I låner dem til at tage på tour. Når I er afsted vil vi også gerne give resten af verden et indblik i jeres koncert- eller tourhverdag.

Hvis jeres ansøgning om at låne en bus bliver godkendt, vil vi derfor bede jer om at lave opslag på Instagram og andre sociale medier fra jeres koncerter og touren mindst en gang dagligt under hashtagget #musikhjælp. Desuden forpligter I jer også til at lave en lille video om jeres tour, hvori I lægger noget af jeres egen musik som underlægning. Det kan også bare være en kort hilsen til os og publikum fra landevejen. Vi bruger også nogle af disse opslag på vores egen profiler og sider på sociale medier.

Kontakt

Hvis I har spørgsmål vedr. ansøgningen eller praktiske spørgsmål i forbindelse med Tuborgfondet Musikhjælp kan I sende en mail til musikhjaelp@thinkhouse.dk

Pressehenvendelser kan rettes til info@tuborgfondet.dk